Om Filadelfia Uddannelse

Medlemmer af Diakonforbundet Filadelfia er rundet af uddannelse i diakoni på Filadelfia. Skolen har heddet forskelligt gennem tiden - bl.a. Institut for Diakoni og Sjælesorg, Center for Diakoni og Ledelse - og idag er dikoniuddannelserne en integreret del af Filadelfia Uddannelse.

Diakoniuddannelserne på Filadelfia Uddannelse appellerer til fagpersoner på alle niveauer - ledere, medarbejdere og frivillige - i diakonale, kirkelige og frivillige organisationer, der har mennesker som omdrejningspunkt i det daglige arbejde. 

Økonomisk støtte til uddannelse

Medlemmer af Diakonforbundet Filadelfia har mulighed for at søge om økonomisk støtte til diakoniuddannelser på Filadelfia Uddannelse. Ansøgningen skal være bestyrelsen eller diakonisekretæren skriftligt i hænde (pr. mail) i god tid inden uddannelsesstart. Der er ingen formelle krav til ansøgningens indhold og udformning.
Forbundets bestyrelse behandler indkomne ansøgninger individuelt ved først komne lejlighed efter modtagelsen, hvorefter ansøger vil få svar om støtten bevilges eller ikke. 


Diplomuddannelse i Ledelse og Diakoni

Diplom i Ledelse og Diakoni er en formelt kompetencegivende efteruddannelse, der blev udbudt første gang i 2012. Diakoni er kirkens omsorg for medmennesket – og ikke mindst de svageste i vores samfund. Ledelse er at varetage den overordnede styring og retning for en organisation og at motivere og udvikle medarbejdere, kollegaer og frivillige i et dynamisk samspil.

Uddannelsen dykker ned i krydsfeltet mellem diakoni og ledelse og styrker din faglighed og professionalisme på begge områder, og udforsker begrebet 'det diakonale lederskab'. Uddannelsen udbydes på vegne af Zealand under Lov om Åben Uddannelse. 

Denne uddannelse bliver pt ikke udbudt

Den Medmenneskelige Samtale

Vi ønsker med dette tilbud at imødekomme henvendelser om et tværfagligt tilbud indenfor samtaleområdet. 

Indholdet er knyttet til krydsfeltet mellem sjælesorg, psykologi, sorg og coaching set i relation til det hele menneske. Det betyder at menneskets sjælelige, psykiske og fysiske dimension inddrages, og at vi arbejder med samtalens indhold set fra både en fysisk, psykisk, social og åndelig side.

Læs mere om Den Medmenneskelige Samtale her


Diakonifaglig Efteruddannelse

Diakonifaglig efteruddannelse på Filadelfia er for dig, som er praktiker inden for det sociale, sundhedsfaglige, kirkelige og diakonale felt. Den er et tilbud til medarbejdere, som ønsker at give det medmenneskelige rum og plads i det daglige arbejde. Her drøftes emner som ligeværdighedens plads i en professionel hverdag, hvordan vi skaber plads til ’det hele menneske’, og hvordan næstekærlighed og faglighed kan gå hånd i hånd.

Læs mere om Diakonifaglig Efteruddannelse her

Uddannelse i Menneskesyn, Etik og Faglighed (MEF)

Uddannelsen henvender sig til dig, der er ansat indenfor social-, sundhed- og omsorgsområdet. Du kan være leder, teamleder eller praktiker, eller på anden vis have berøring med disse områder; fx som underviser, supervisor eller konsulent. 

På uddannelsen bliver du præsenteret for MEFs grundprincipper og teoretiske afsæt. Du vil lære at anvende MEFs tænkning og metoder og få viden om, og konkrete redskaber til, at kunne arbejde med forråelse, dehumanisering og omsorgstræthed. Du bliver klædt på til at kunne stå for processer, hvor menneskesyn, etik og faglighed former en praksis, der sikrer, at mennesket bliver set og styrket.

Læs mere om Uddannelse i menneskesyn, etik og faglighed her

Udover de længerevarende uddannelsesforløb arrangeres løbende konferencer og masterclasses i diakoni, hvor aktuelle temaer tages op.

Nogle af skolens undervisere tager også ud i landet og holder foredrag, interne seminarer for forskellige faggrupper, tilbyder coaching, supervision og andre former for sparring. Læs mere om de mange muligheder for din organisation (eller som privatperson) her.​​​​​​​