Voxpop med nye diakoner

Hvorfor vil du indvies som diakon? Og hvad betyder indvielsen for dig?

Gorm Valbjørn

Ledelse af en kirkelig arbejdsplads bør altid være forankret i de værdier, som kristendommen står for, og en af de måder, det kan gøres på, et at sikre, at diakonien ikke kun har en plads i sognet, men også en plads i ledelsen.

Det er vigtigt for mig at have sunde kristne værdier med mig i mit arbejde og at blive indviet betyder også, at jeg slutter mig til et fællesskab, hvor netop de værdier, jeg synes er vigtige, er fremherskende. For mig personligt betyder det også, at det er manifesteret, hvis man kan sige sådan, og det holder mig op på mit diakonale ansvar.”

Jette Fredslund Skriver Pedersen

”Indvielsen er for mig en naturlig sløjfe på uddannelsen, hvor jeg bliver en del af et nyt diakonalt fællesskab. Indvielsen bliver også en meget konkret afslutning på uddannelsen – en slags eksamensstempel eller blåstempling – og det underbygger den holdning, jeg har til mit arbejde.

Så glæder jeg mig også til en weekend sammen med ligestillede. Vi oplevede på vores diakoniworkshops, at det var ligesom at komme hjem, når vi mødtes i det diakonale fællesskab. Vi sidder sammen og har et fælles udgangspunkt, også selvom vi måske ikke altid er enige i alt eller ser ens på tingene, så har vi et fælles udgangspunkt.”

Line Mousten

”For mig handler indvielsen blandt andet om at bekræfte, ikke kun for mig selv, men også over for Gud og omverdenen, at jeg er diakon. Jeg synes, det er lidt pudsigt, at vi skal sige ja i kirken ligesom ved en konfirmation, men det er også vigtigt for mig at sige ja og bekræfte det – så det er en fin tradition, som holdes i hævd.

Jeg glæder mig også til at se mine medstuderende igen og komme hjem til Filadelfia. Sammen har vi jo brugt mange timer på Filadelfia. Vi har fået et fagligt fundament gennem uddannelsen, og vi er også kommet tæt på hinanden og har fungeret som sparringsgruppe for hinanden. Så indvielsen er både at sige ja til noget nyt og også at sige farvel til uddannelsen.”

Del dette: