Træk vejret - og gå!

03.09.2023. Tale til diakonernes indvielse i Filadelfia Kirke af sognepræst Maren Pitter Poulsen

Kære alle sammen

Tænk engang at I skulle indvies som diakoner netop den dag, hvor den barmhjertige samaritaner er den fortælling, der skal prædikes over. En fortælling som flere af jer også peger på som et godt sted at søge hen, når man skal forklare, hvad diakoni er for noget. Og tænk om vi altid kunne opføre os som samaritaneren. Ham kan vi virkelig lære noget af. Men måske vi også kan genkende Levitten og præsten i fortællingen?

Derfor vil jeg give jer en helt anden fortælling med i dag. Det er en, jeg er sikker på, I også kender; nemlig den om Jonas og hvalfisken. For han er måske et bedre billede på, hvordan vi oftere er som menneske end samaritaneren er. I hvert fald ind i mellem.

For hvordan er det nu: Gud vil sende Jonas til Nineve for at prædike, så de kan omvende sig, men det vil Jonas ikke; nej det orker han faktisk slet ikke! Han kan slet ikke overskue at skulle gå derhen til de sure starutter, der sikkert alligevel ikke gider at lytte til Gud, og som måske oven i købet vil gøre livet endnu mere surt for Jonas ved at være ondskabsfulde overfor ham!

Så han går den anden vej; forsøger at flygte fra sin opgave. På mange måder forståeligt nok. Men han ender jo som bekendt på en synkende skude, og derefter i bugen på en hvalfisk. Der kan Jonas så sidde at tænke sig lidt om. Men Gud lader jo hvalen kaste Jonas op igen, og Jonas indser, at han nok er nødt til at gøre, som Gud siger og går hen og prædiker omvendelse i Nineve - som faktisk sker.

Sidenhen bliver Jonas igen lidt bitter over, at de trælse mennesker i Nineve så let bliver tilgivet af Gud - og så må han sidde og stege lidt i solen, fordi han ikke under dem det.

Lyder det bekendt? Altså måske ikke lige det med hvalfisken, men resten?

Måske kender I også til at have lyst til at flygte fra det hele, for hvad nytter det overhovedet? De der trælse mennesker man skal have med at gøre, som ofte bare gør det så vanskeligt. Eller måske ligefrem ubehageligt. Hvad enten det er på sygehuset, på plejehjemmet, i varmestuen eller på bostedet. Hvor man tænker: Ej, jeg orker det simpelthen ikke! De gør jo alligevel, som det passer dem; det bliver ikke bedre; han bliver ved med at være sur, tarvelig eller umulig.

Så er det man får lyst til at gøre som Joans: Vende sig om og stikke af fra det hele.

Men er det oftest det, der sker? Nej vel. For hvad er det, I gør, når I står der og har lyst til at dreje om på hælen? I tager en dyb indånding. Tager jer sammen og løfter hovedet og går derind alligevel. Og det, mine damer og herrer, er diakoni. Det er den dybe indånding, den der giver jer kræfter til at gøre det. Det er genvejen uden om hvalfiskens bug. I den dybe indånding kommer erkendelsen af, at man skal derind. Den dybe indånding gør, at I allerede ved det, som Jonas skulle i maven på fisken for at opdage. I ånder ind og ved at, I ikke er alene. I indåndingen sender Gud jer sin Helligånd.

Jeg ved godt, at der findes dage, hvor man ikke føler den kommer; når indåndingen ikke virker. Og som en af jer også bemærkede, så handler diakoni også om at, man er omsorgsfuld over for sig selv. Så får man ikke de kræfter, så skal man bede om fritagelse og give pladsen til en anden den dag.

Som diakoner får I et ekstra lag med i jeres arbejde. Et lag, en overbygning, der forhåbentlig giver jer ekstra kræfter og mod, netop fordi I aldrig er alene i jeres gerning.

Træk vejret dybt og mærk hvordan Gud er med jer. Han er med i de fortællinger, I kan støtte jer til, han er med i den omsorg, I kan give til hinanden, han er med i den sårbarhed, I tør udtrykke, og han er med i jeres arbejde, både når det lykkes, og når man føler sig som en del af en synkende skude.

For ligesom Jonas, håber jeg at, I vil erfare, at man ikke kan flygte nogen som helst steder hen fra Gud - og det er absolut for det gode. Derfor vil jeg slutte med den bøn, som Jonas sender til Gud inde fra Hvalfiskens bug:

I min nød råbte jeg til Herren,

og han svarede mig;

fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp,

og du hørte mig.

Du havde kastet mig i dybet, i havets skød,

strømmene omgav mig,

alle dine brændinger og bølger

skyllede hen over mig.

Jeg tænkte: Jeg er jaget bort fra dig;

får jeg igen dit hellige tempel at se?

Vandet truede mit liv, havdybet omgav mig,

tang havde viklet sig om mit hoved.

Jeg var kommet ned til bjergenes rødder,

jordens porte var for evigt slået i bag mig.

Men du, Herre min Gud,

løftede mig op fra graven.

Da mit liv var ved at ebbe ud,

huskede jeg på Herren;

min bøn nåede til dig

i dit hellige tempel.

De, der dyrker falske guder,

svigter troskaben mod dig.

Men jeg vil ofre til dig

med takkesang;

jeg vil indfri de løfter, jeg aflagde.

Frelsen kommer fra Herren!

-

Jonas´ Bog, kap. 2 v. 3-10

Fotos: Pixabay og Merete Nørgaard