Se mennesket, så ser det dig

I torsdags var kirken fyldt med Martha’er. Fem svedende, praktisk klædte kvinder susede rundt i det smukke rum med støvsuger, støvkost, pudseklud og vinduesrens. Effektive var de, for fint skulle det være til i dag. Og det kan godt være, at kirken er ordets sted, men de frivilligt tjenende ånder kunne da nok blive enige om, at det ikke dur, hvis man lyttende til ordet får spindelvæv i håret.

Så Martha’er var vi, mens vi sendte en venlig tanke til søndages evangelium, for i morgen er det 15. søndag efter Trinitatis, og til den søndag hører netop fortællingen om de to søstre, der hver især repræsenterer to meget forskellige personligheder: Den milde, fromme - men også dovne og uansvarlige Maria, overfor den gesjæftige og vrisne - men også energiske, omsorgsfulde og realistiske Martha.

.. Om det er Guds finger eller et sjovt tilfælde, at denne tekst hører til en dag som i dag, det vil jeg lade op til jer at afgøre.

I dag fejrer vi Diakonforbundet Filadelfias 100-års jubilæum, og det er da pudsigt, at det netop er dén evangelietekst, vi skal høre, for læser man fortællingen på det sprog, den oprindeligt er skrevet på, græsk, ja, så har vi det direkte ophav til, hvorfor det hedder diakon og diakoni. For alt det Martha gør, beskrives med det græske ord diakonia. Så der har I det: De 100 års fællesskab, der sidder i væggene på dette sted, er en foretagsom kvinde der suser rundt og vrisser lidt i krogene!

Det er jo heldigvis ikke hele sandheden. I, som jeg, ved jo udmærket godt, at diakonien ikke er et enten-eller. Snarere et både-og. En sammensmeltning af både Marthas og Marias gøren og laden. Traditionelt har vi blot været så fokuserede på, at Jesus udpeger Marias valg som ”det ene fornødne”. Derved er vi kommet til at udskamme og ryste på hovedet ad den vrantne Martha. Men gør vi det, overser vi en vigtig pointe, for historien fortælles også for at fremhæve vigtigheden i det, Martha gør. Hendes ageren under Jesu besøg har også en stor værdi. Det, Jesus skoser Martha for, er ikke hendes arbejde men hendes bekymring, og at hun i den bekymring helt overser, at begge dele hører med. Både ordet og pudsekluden.

Skal man holde til at udføre diakonalt arbejde, så er det altid i en kombination af begge dele. Vi skal se menneskets fysiske behov men også det åndelige. Se mennesket - ikke bare kroppen. Eller sagt med andre ord: Vi skal både stå i køkkenet og sørge for noget at spise, men vi skal også sætte os og lytte.

Så langt, så godt. Alligevel overser vi noget her, for det mest radikale i det kærlighedsbud, der ligger til grund for fortællingen om de to søstre, og derved også vores kristendom som helhed, er ikke om vi er parat til at udvise næstekærlighed, men spørgsmålet om hvorvidt vi er parate til at tageimod den. For det går begge veje. Det er jo netop hele fundamentet.

Diakoni er ikke envejskommunikation. Det er ikke kun omsorg, der kan måles og vejes og puttes ind i et skema. Det er også alt det andet. Og hvordan har vi det med det?

Er I gode til at tage imod hjælp? –

Når man arbejder med at hjælpe andre, kan man nemt komme til at aflære sig selv den side af næstekærligheden. Den side der går den anden vej, den side hvor andre er næste for en.

Maria har forstået det; hun lader sig hjælpe. Vejlede, fylde op. Men hvad med Martha? Kommer hun også til den indsigt? Ja, det ved vi faktisk ikke, for fortællingen slutter med Jesu ord til hende. Mon hun sætter sig ned og lytter, lader op? Eller ryster hun på hovedet og farer tilbage til køkkenet og skramler med gryderne?

Hvad med os selv? Hvornår har I sidst været den, der modtog? Den der indrømmede, I havde brug for hjælp, og helt uden forbehold tog imod den?

Det er svært, ikke? For meget hurtigt kommer vi ind i sådan et regnskab om, hvem der skylder, hvem, hvad. At tage imod, eller endnu værre: at bede om en tjeneste, kan være ganske grænseoverskridende. I hvert fald for nogle mennesker, og måske især dem, der altid er noget for andre. Hvad vi med største glæde og naturlighed giver væk, kan vi have så uendelig svært ved at modtage.

Hvad er det egentlig, der sker, når vi beder om en tjeneste? Ja, vi beder jo netop om at blive betjent. Det er svært. Og så er vi igen inde ved kernen af kristendommen: Vi bliver betjent. Gud betjener os. Det er det mest radikale. Man kan bede Gud om en tjeneste. Vi skal ikke gøre en hel masse for ham. Nej, du skal acceptere, at Gud tjener dig. Det er det, der adskiller kristendommen fra mange andre religioner. Du skal ikke gøre noget for ham, men lade dig tjene. Jesus er ikke kommet til Marthas hus for at få noget at spise; han er kommet for at give dem ordet, kommet for at lade dem forstå Guds kærlighed. Den kærlighed der gør os i stand til at opfylde næstekærlighedsbuddet.

For kærlighedsbuddet går begge veje. Vi er næste for hinanden - både den ene og den anden vej. Det er det, der adskiller diakonien fra alle andre former for omsorg! Vi skal se mennesket, ikke bare som en der skal have nogle behov opfyldt, men som et menneske der også giver dig noget, idet du hjælper det. Se mennesket - så ser det dig.

Sådan sker det også i dagens fortælling om de to søstre. Jesus ser Maria, ikke kun hendes, efter søsterens mening, dovenskab. Nej, han ser hende. Men han ser også Martha. Viser hende det fornødne, får hende til at standse op i al hendes foretagsomhed.

Måske er det dét, vi kan i kirken. I kirken får vi et vindue ind til evigheden. Her kan vi sidde en times tid og lade resten af gøremålene ligge. Ja, der er 1000 ting at gøre, men det kan vente, for herinde skal du finde hvilen, omsorgen, hjælpen, så du igen kan træde ud og gøre noget for andre.

I dag er de fem Martha’er, med støvsugeren, pudsekluden og vinduesrensen også i kirke. For de kender heldigvis godt til det ene fornødne!

Amen

Septembers himmel er så blå

DDS nr. 633: Har hånd du lagt på herrens plov (Dr. Sell’s foretrukne salme)

DDS nr. 4: Giv mig, Gud, en salmetunge

Se Mennesket (Skrevet af Janne Mark til Diakonforbundet Filadelfias 100-års jubilæum, 2024)

DDS nr. 849: Igen berørt (nadversalme)

DDS nr. 728: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord