Af Rikke Thomassen, journalist
Hvordan bidrager det ordinære til det ekstraordinære? Og hvad har det med sårbarhed at gøre?
Det er noget af det, Tommy Kjær Lassen vil fortælle om, når han holder foredrag og efterfølgende samtalesalon på Diakonforbundet Filadelfias årsmøde. Forud for årsmødet fortæller han her om den kraft og ressource, der findes i sårbarheden.
Vi er alle sårbare
”Jeg var engang med i en gruppe for ledere på LinkedIn, hvor der blev spurgt: ’Hvordan skaber man ekstraordinære resultater med ordinære mennesker?’ De svar, der tikkede ind, var blandt andet: ’Du skal starte med at sætte det rigtige hold af vindere’, og ’Du skal skille dig af med ordinære nej-sigere, der ikke er passionerede og tændte.’ De svar forstyrrede mig rigtig meget. For når jeg læser fortællingen fra Det Ny Testamente, er det en fortælling om, at det ekstraordinære skal findes i det ordinære, for eksempel i en teenagegravitet i en udkantsprovins eller blandt toldere, syndere og fiskere. Jævne mennesker, som ikke var lærde eller kom fra magtens centrum i Rom,” siger Tommy Kjær Lassen og forklarer videre, hvordan det hænger sammen med sårbarheden.
”Det ordinære bidrager blandt andet med, at vi alle er sårbare mennesker. Hvis ikke vi er sårbare, er det fordi, vi bilder os noget ind. Sårbarheden handler om, at vi som mennesker kan tænke større tanker end det, vi hver især kan leve op til. Dermed bliver vi afhængige af hinanden, og vi erkender, at vi er begrænsede.”
Sårbarheden gør os stærke sammen
Tommy Kjær Lassens pointe er, at sårbarheden er med til at forbinde os til de mennesker, der er omkring os. Det er sammen, vi er stærke, og det er sammen, at ordinære mennesker kan udrette noget ekstraordinært.
”Hvis jeg ikke tør vise min sårbarhed, så signalere jeg sådan set til omverdenen, at jeg kan klare mig selv. Jeg kan godt være sammen med dig, men jeg har ikke brug for dig, for jeg er stærk. Sårbarheden er derimod med til at forbinde os som mennesker,” forklarer Tommy.
Derfor skal vi turde vise vores sårbarhed, for det er en måde at investere os selv i relationen. Det er, når vi tør være sårbare, at der forløses nogle dybere kræfter og ressourcer.
Være sårbar uden at være skrøbelig
Samtidig er kunsten også at være sårbar uden at være skrøbelig.
”Sårbarheden skal jo ikke ende i én stor lidelsesfortælling. Nogle mennesker kan nærmest bruge sårbarheden på en taktisk måde til at suge al den empatiske kapital ud af lokalet. Det er selvfølgelig ikke i orden. Det er på en måde et misbrug af den mekanisme, der forbinder os til hinanden, og det skal man som omsorgsperson være på vagt over for. Især i diakoniarbejdet kan man opleve mennesker, som bruger deres sårbarhedsfortælling til at suge al empatien til sig. Vi skal selvfølgelig ikke hylde skrøbeligheden eller idealisere alt det ødelagte og brudte i tilværelsen. Derfor er det vigtigt at skelne mellem sårbarhed og skrøbelighed. Sårbarheden er konstruktiv, det er skrøbeligheden ikke,” siger Tommy.
Vi skal være ”tillidsværd”
Når vi skal vise vores sårbarhed er tillid også afgørende.
”Hvis jeg skal vise min sårbarhed, har jeg ofte brug for at møde noget tillid først. Min sårbarhed kan jo blive misbrugt og give bagslag. Jeg kan blive udskammet over, hvor svag jeg er. Derfor er jeg på vagt og kan ofte være tilbageholdende med at vise min sårbarhed. Det er en helt naturlig psykologisk mekanisme, at vi overvejer, om den forsamling, vi sidder i, er en med tilstrækkelig tillid. Dette er også noget, omsorgspersoner må være bevidste om: at det kan tage tid at komme helt ind til folks sårbarhed,” siger Tommy og forklarer videre, at opgaven for omsorgsarbejderen ikke så meget handler om at være tillidsfuld, men om at være tillidsværd.
”Tillidsfuld er, at du har tillid til andre. Men det, der skaber tillid, er, hvis du er tillidsværd – er i kontakt med din sårbarhed og dine fejl og mangler. På den måde inviterer du andre til tillid, og du investerer dig selv i relationen. En, der fremstår meget stærk og succesfuld, inviterer ikke til relation, men til beundring. Vi har brug for sårbarheden, for det får det bedste frem i os. De største præstationer i livet er skabt af mennesker, der ikke har været bange for at få nogle ’ar’ på krop og sjæl. Sårbarheden handler om, at man har været i nærkamp med det eksistentielle i livet og blandt andet har kæmpet med sig selv. Det er en fortælling vi gerne vil høre.”
» Læs mere om Diakonforbundet Filadelfias årsmøde den 19.-20. september 2020.