Nyhedsbrev fra Diakonforbundet, okt. 2022
25.10.2022. Oktober er høst tid. Naturen bugner af afgrøder og det sidste høstes, inden kulden sætter ind. Her høstes de dejligste æbler og sene frugter, nødder og bær i øvrigt, og alt, hvad der kan forarbejdes, bliver det. Naturen er særlig smuk lige nu, med alle sine jordfarver som skifter, mens det bliver køligere. Velkommen til det smukke efterår 2022.
OG Velkommen til den nye bestyrelse som var samlet for første gang en solbeskinnet lørdag d. 1/10 i Dianalund. Sidst vi var her var til Årsmødet. Vi mindes et par dejlige dage, og vi vil gerne benytte lejligheden her til, at rette en stor tak til alle jer der deltog. I var hver og én med til, at det blev dejlige dage. TAK for det.
Alle medlemmer i bestyrelsen vil snarest være synlige med navn, omtale og billeder på vores hjemmeside www.Diakonforbund.dk.
Nyt fra bestyrelsen
Vores nye bestyrelse var samlet den 1. oktober. Det blev en rigtig god dag, hvor vi lærte hinanden lidt at kende gennem en masse god snak. Vi fik delt vores forventninger til bestyrelsesarbejdet og vores drømme for Diakonforbundet Filadelfia - og vi var alle enige om, at vi ønsker at samarbejde og samskabe med andre.
Vi vil meget gerne være synlige og udbrede kendskabet til diakonien, og det vil vi arbejde videre med i flere arbejdsgrupper under bestyrelsen. Arbejdsgrupperne er også en platform, hvor du som medlem kan komme med input og selv deltage i arbejdet – selvom du ikke sidder i bestyrelsen.
Vi har pt. arbejdsgrupper med følgende temaer:
- DIAKONI – fagbladet for diakoni
- Diakonifaglige aktiviteter rundt om i landet
- Årsmøde 2023
- Forbundets 100 års jubilæum i 2024
Har du ideer eller forslag til de aktuelle arbejdsgrupper - eller helt generelt, så send gerne dine forslag til diakonsekretær Conny Hjelm på mail: cohj@filadelfia.dk eller formand Helle Evy Theede htk@blaakors.dk.
Fremtidige Årsmødedatoer
I bestyrelsen har vi besluttet, at fortsætte med at afholde årsmøde den 1. weekend i september. Datoerne for årsmøde i 2023 og 2024 er derfor: d. 2.- 3. september 2023 og d. 7.- 8. september 2024
Diakoniens dag d. 5. februar 2023
Diakoniens dag er altid den første søndag i februar. Denne dag er en oplagt mulighed for at skabe lidt omtale om diakoniens væsen. Har du i dit sogn lyst til at stå for et medlemsarrangement, en aktivitet, en vandring, en fællesspisning, eller andet som kan sætte fokus på diakoni-fællesskaber, så er du hjertens velkommen til at melde det ind til os. Så vil vi synliggøre de aktiviteter, hvor det er en mulighed at deltage, så vi derigennem kan sprede kendskabet til diakoniens væsen. Skriv endelig til Conny på cohj@filadelfia.dk.
Diplom i Ledelse og Diakoni starter op i foråret 2023
Det er en stor glæde at Filadelfia Uddannelse igen kan tilbyde Diplom i Ledelse og Diakoni i det nye år. Det er lykkedes at lave en aftale med Zealand på Sjælland, som gør det muligt at vi, ud over den Diakonifaglige Efteruddannelse, igen kan tilbyde Diplom i Ledelse indenfor Diakoni.
Det er vigtigt for Filadelfia, at vi fortsat kan udbyde dette. Spred gerne nyheden i dit netværk!
Det nye MEF-hus
Skråt over for Rønnebærhus ligger et lille hus. Her er hyggeligt. Her var der bla. tidligere en del af Børneskolen. Dette hus er nu hjemsted for MEF-projektet.
Filadelfia Uddannelse har fået 2,7 millioner til et 3-årigt projekt, der har til formål at være med til at forebygge forråelse på medarbejderniveau, lederniveau og politisk niveau. MEF er en måde at omsætte værdier på i praksis. Det står for menneskesyn, etik og faglighed, og det er både et værktøj og en tænkning. Den bygger på en metodik, der virker som et kompas, hvorfra man kan orientere sig og fundere sig i en sund relation i hverdagen – og derved imødegå forråelse.
Anika Follmann Kammadanam er ansat som projektleder, og Maja Malmgren som projektmedarbejder. I disse måneder afprøves pilotprojekter på medarbejder- (MEF-dialog) og ledelsesniveau (Samtalesalon).
Vi efterlyser…..
Frivilligt arbejde er mange ting, og måske du har tid og energi til at give en hånd i Diakonforbundet. Det kunne være omkring det, at sprede diakonien i det ganske land med aktiviteter, men også helt konkret omkring vores DIAKONI – fagblad for diakoni, når der skal læses korrektur. Så er du skrap til korrekturlæsning, og gerne vil give en hånd med, så skriv endelig til Conny på mail: cohj@filadelfia.dk.
Næste gang bestyrelsen mødes er d. 7. januar 2023, og har du noget du gerne vil have at, vi drøfter, så skriv gerne til formand Helle Evy Theede mail htk@blaakors.dk – så tager vi det med.
Sluttelig vil jeg, på bestyrelsens vegne, ønske jer alle et godt efterår.
De bedste hilsner fra Helle Evy Theede, Bestyrelsesformand Diakonforbundet Filadelfia.
Del dette: