Kunsten at vogte får

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!«  Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!«  Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! « (Johs. 21,15-17)

Kære menighed. 

Man kan godt have på fornemmelsen af at, Jesus, i denne samtale med Peter, er gået hen og blevet tunghør. Hvorfor er det, han ikke hører hvad, Peter svarer ham første gang? Og efter tredje gang forstår vi godt, hvorfor Peter bliver bedrøvet. Det er ligesom, Jesus ikke rigtig vil tro på, hvad Peter svarer. Som om Jesus for hver gang, underkender Peters svar; og derved også Peters kærlighed.

Hvorfor vil Jesus ikke tro på det?

Jo, det vil Jesus godt. Men Jesus gentager for at understrege den opgave, han giver Peter: ”Vogt mine lam. Vær hyrde for mine får. Vogt mine får.”

Det er ikke en hvilken som helst opgave, Peter bliver pålagt, og med gentagelsen går det op for ham, hvad det er for en tjeneste, han har fået. Det er en, der vejer tungt, og, ikke mindst, en der vejer tungt for Peter, fordi han, om nogen, er bevidst om hvor let, man kan komme til at gøre det modsatte af at vogte får: nemlig når man vogter for sig selv først i stedet.

Som diakoner har vi del i denne opgave, og Peter kan vi, hvad enten vi kan lide det eller ej, identificere os med. Han er et menneske af kød og blod. Et menneske der kludrer i det, hytter sit eget skind, prøver, snubler - men også rejses igen. Og tænk engang hvor stor nåde der er i det! Tænk en gang hvor nådigt det er, for alle os der følger efter Peter, at vi har fået ham at spejle os i. At Jesus valgte netop ham, som en af de første ledere for det, der siden hen blev en verdensomspændende kirke. Et menneske der på ingen måde er perfekt, eller ufejlbarlig, men som alligevel prøver, det bedste han kan. Og ikke mindst et menneske, der tør tro på at, når han fejler i opgaven, gribes han, rejses igen og sendes nådigt tilbage i tjeneste.

Når I diakoner sendes ud i tjeneste, har I en hel masse med i rygsækken af erfaringer og læring, som I kan gøre brug af. Ligesom Peter. Erfaring og læring som forhåbentlig sætter jer i stand til at tjene som diakoner. Alt sammen noget som dagligt kan minde om hvorfor, I gør, som I gør. Og måske også ind i mellem hjælpe til at finde nye veje, gribe tingene anderledes an - eller prøve en gang til. Mange af jer, der sidder i kirken i dag, har brugt og virket med det I fik med jer i rygsækken her fra Filadelfia, men jeg tror også, jeg taler på de flestes vegne, når jeg tillader mig at sige, at det ikke altid lykkes helt, som man vil. At selv om man har de bedste forudsætninger, de bedste intentioner, kan man godt tage sig selv i at blive tunghør. Ligesom Jesus umiddelbart syntes at være det i fortællingen fra Johannes. Tunghør i den forstand at man simpelthen glemmer at høre efter, glemmer kaldet, lukker sine ører, eller har for meget omkring ørerne, så det hele bliver til en summen uden mål og med. Så må man standse op, vende tilbage til udgangspunktet, være stille. Schyyyy….

Og lyt så igen. Lyt til hvad det er, Jesus, siger til dig. Hvad er det, han siger, hvad er det du skal?

”Vogt mine får!” siger han.

Sognepræst Maren Pitter Poulsens tale ved diakon-indvielsen i Filadelfia kirke, d. 5. sep. 2021

Teksten er let redigeret, med tilladelse, af Merete Nørgaard, sep. 2021.