Kirsten takker af efter otte år som formand

Kirsten Nørremark Jensen svinger penslen for at gøre trækirken klar til Himmelske dage i 2019.

At sætte diakonnålen på nye diakoner og en genstridig trækirke. Det har været nogle af de gode oplevelser, Kirsten Nørremark Jensen har haft i årene som formand.

”Det har været rigtig spændende og givende.”

Sådan sammenfatter Kirsten Nørremark Jensen de otte år, hun har været formand for Diakonforbundet Filadelfia. Hun har ønsket at stoppe som formand med udgangen af den nuværende periode – og ser tilbage på otte gode år.

”Noget af det allerstørste for mig var, når jeg fik lov til at sætte diakonnålen på de nye diakoner, som blev indviet, og jeg fik lov til at være oplæser i kirken. Det har været så stort og højtideligt, at man var lige ved at tabe pusten. Det handler nok også om at være en del af noget større. Og også noget, der bærer en historie med sig. Jeg var også med til at rydde op i depotet, hvor vi kiggede på billeder fra langt tilbage og mindedes nogle af de gamle ting. Så bliver det så tydeligt, at vi bærer en historie med, og vi er en del af noget større,” siger Kirsten Nørremark Jensen.
 

Himmelske dage kostede sved og søvnløse nætter
I foråret 2019 var der Himmelske dage på Herning, og det er også blevet en af de gode oplevelser – trods mange udfordringer og næsten søvnløse nætter.

”Jeg må indrømme, at det var et stort stykke arbejde. Jeg stod fast på, at trækirken skulle til Herning, men der var virkelig mange forhindringer på vejen. Det var ikke nok med en kassevogn til at transportere den, fandt vi ud af. Så fik vi fat i en lastbil. Men så skulle den mellemlande i Tjørring. Og hvordan skulle vi så få den ind på gågaden? Ja, her fandt vi så ud af, at vi kunne dele den op på fem store trailere, der kom kørende i en lang række. Men så kom politiet, men vi fik dog lov til at køre videre,” siger Kirsten og griner lidt, når hun tænker tilbage på processen med trækirken.

”Der var meget, der skulle gå op. Men også fantastisk, at det lykkedes. Der var virkelig mange, der kom forbi, og det var stort at være en del af det – og stå dér midt på gågaden i Herning og repræsentere diakonforbundet. Så selvom det var hårdt arbejde, blev det til en af de bedste oplevelser,” siger Kirsten.


Tak for indsatsen!
Fra Diakonforbundet Filadelfia skal der lyde en stor tak for indsatsen til Kirsten Nørremark Jensen. Tak for alt det, du har bidraget med, og tak for den måde, du har været med til at lede arbejdet i forbundet på.

Del dette: