Han er ikke her. Han er opstået.
Han ER ikke her. Han ER opstået.
Solen skinner mig i øjnene og varmer mig. Det skarpe lys blænder om kap med alt det lysegrønne omkring mig. Der er frugter på alle træerne. Blomster i græsset. I midten er der en lille bæk, der risler med det klareste vand. Jeg sidder på et tæppe i det bløde græs, og rundt om mig sidder alle dem, jeg holder af. Vi har det godt.
Himmerige er mere
Sådan forestiller jeg mig nogle gange at himmerige må være. Måske det ligner en forestilling andre har. Eller måske det er en forestilling, der er mere præget af at være et sky-landskab. En ting er sikkert: Vi ved intet om, hvordan der ser ud i himlen. Det eneste vi ved er at, det vil være radikalt anderledes, end det vi overhovedet KAN forestille os.
Forestillingen om døden
Med til de fleste forestillinger om livet efter døden hører at, man vil møde alle dem, der er gået forud. At vi igen skal være sammen med alle dem, vi holdt af. Og det er en rar tanke, der trøster os. Det trøster os at vide, at vi skal se den mistede igen. Men også forestillingen om at, dem vi har mistet, stadigvæk, på en eller anden måde, kan følge med i, hvordan vi har det. Og selvom det rykker ved vores ellers rationelle tilgang til livet, så sidder forestillingen om, at døden ikke bare er enden på det hele, fast i os. At der er noget mere, at det ikke ender i et hul i jorden. - For det er da ikke til at bære.
Når sorgen bliver hjemløs
Den forestilling havde Maria Magdalene og den anden Maria ikke, da de kom ud til Jesu grav Påskemorgen. De havde en forventning om at, han ville ligge inde i klippehulen, og at de kunne komme til at salve ham. Og så er han der slet ikke. Men graven er ikke tom, der sidder en engel med et budskab: ”Han er ikke her, han er opstået!” Det gør dem bange. For hvad skal det nu betyde? Hvad vil det sige? Pludselig kan de ikke længere gøre, som de er vant til med deres sorg. Drage omsorg for den døde ved at salve ham og passe graven. Hvor skal de så gå hen med deres sorg?
Graven er tom
Sådan gør vi til dels også i dag. Besøger gravsteder for dem vi har mistet. Kommer der med vores sorg og forsøger at rumme sorgen ved at passe gravstedet, sætte blomster og holde pænt.
Alligevel er det tankevækkende, at det er der, vi går hen. For tror vi på opstandelsen, så er der jo ikke noget at besøge. Så burde teksten på gravstenen måske, hellere end navnet, være englens ord: ”Han er ikke her”. For det er han eller hun jo ikke. Der er ikke noget nede i graven. Så hvis vi vil være tæt på den døde, kunne det ligeså godt være et hvilket som helst andet sted. For i graven er han i hvert fald ikke.
Ro til at mindes
Alligevel går vi derhen; til gravstedet. Måske er det noget, vi gør for os selv. At der, ved gravstedet, kan vi finde roen til at mindes. Her er fred. Her er et helt særligt rum, vi kan gå ind i.
”Han er ikke her”, siger englen. Og det ved vi jo egentlig også godt. Han er jo der i det himmerige, vi forestiller os. Om det så er en frodig have, et skylandskab eller noget helt tredje.
Frygten tager ordene fra os
Kvinderne bliver bange, for hvor er han så? Den samme frygt kan ramme os, når vi mister en. For hvor bliver de af? Hvad sker der egentlig? Hvordan kan de lige have været her og så pludselig være væk? Frygten gør kvinderne tavse. Frygten kan gøre os tavse. For hvordan skal man tale om det? Hvad er det egentlig man skal fortælle? Eller hvad er det, man skal spørge om?
Når nogen vi kender, mister en, så kan det være svært at spørge ind til det. For kan man overhovedet spørge om noget, der giver mening? Og vil de efterladte egentlig ikke helst være fri? Så er det nemmere at gøre som kvinderne: Lade være med at sige noget, fordi vi er bange.
At tale om hvordan det ikke går
I min studietid havde jeg en god kollegiekammerat, der mistede sin mor. Hele kollegiet deltog, så godt vi nu kunne, i forløbet. Men efter nogle uger begyndte det ligesom at blive hverdag igen. Og vi var bange for at spørge; tænk hvis vi kom til at gøre hende ked af det. Alligevel var der en dag, da vi samtidig var i køkkenet, noget, der puffede mig i ryggen og gjorde, at jeg fik taget mig sammen til at spørge, hvordan det gik. ”Det går fint” sagde hun, og så gik hun.
Nå ja, okay. Men nu havde jeg da i hvert fald spurgt. Tyve minutter senere bankede det på min dør, og så stod hun der igen. Og nu sagde hun: ”Det går overhovedet ikke!” Og så talte vi sammen om, hvordan det så ikke gik. Hun sagde at, hun var glad for, at jeg havde spurgt, og at hun egentlig helst ville spørges, fremfor at folk lod som ingenting.
Troen får næring, når oplevelsen deles
Heldigvis får kvinderne også tungen på gled og får taget sig sammen til at tale om det, de har set, trods frygten. Og da de alle taler sammen om ham, der er opstået, vokser troen hos dem. De forstår ikke fuldt ud, men de er fælles om det.
Det, vi frygter ved døden, er netop det uvisse. Hvad er der sket med dem, vi har mistet? Hvad sker der med os? Vi kan have alle de her forestillinger om det, men i sagens natur kan vi jo aldrig komme til at vide, hvordan det er. Der er jo ikke nogen, der kan fortælle os det. Jeg tror egentlig ikke det er, som vi forestiller os. Jeg tror slet ikke, vi kan forestille os det. Men det betyder ikke, at vi skal lade være. Og slet ikke hvis vi er sammen om det.
Helligstedernes postyr
Når man hører fortællingen om Jesu grav, så forestiller man sig også en rolig have med en lille klippehule med en sten for. Besøger man graven i dag, er det bare ikke det, der møder en. Der, hvor graven er, er der bygget en kæmpe kirke henover, og selve hulen er nu en fritstående klippeblok. Kirken er nærmest konstant fyldt med mennesker i mere eller mindre ekstase, og vil man besøge selve graven, skal man som oftest stå i kø i temmelig lang tid, før man bliver lukket ind.
Man kan få lyst til at sige som englen: ”Han er da ikke her, i det her postyr!” Nej, det er han jo netop ikke. Hvorfor så overhovedet gå derhen? Hvorfor overhovedet gå til et gravsted?
Måske fordi han har været der.
Man kan også se stedet, hvor Kristi kors stod, og den sten han blev pisket på. Og selvom jeg ikke som sådan tror, at der er noget særlig helligt ved helligsteder, så er det alligevel en forjættende tanke, når man er der. At man kan gå ind i den grav, hvor Kristus engang lå; om end for en kort bemærkning.
Han er ikke her. Heldigvis!
Måske er det også derfor, vi bliver ved med at besøge gravsteder. Ikke fordi den, vi har mistet, er der, men fordi det var der, vi så dem sidst.
Og når vi så står der ved gravstedet og ser på stenen, så kan vi sige englens ord til os selv: ”Han er ikke her, han er opstået!”
Amen
Faktaboks:
Maren Pitter Poulsen blev ansat som præst på Filadelfia d. 1/3 2021.
Siden 2012 har hun være præst på Sydsjælland i Køng-Svinø og Præstø-Skibinge sogne.
Hun har også arbejdet i det Lutherske Verdensforbund ved hospitalet Augusta Victoria i Jerusalem, hvor hun var i flere perioder under sin studietid.
Maren Pitter Poulsen bor syd for Køge sammen med sin mand og 3 børn.