Fællesskabet - en diakonal dyd?

Af diakon Susanne Tidemann

Kardinaldyder er moralske egenskaber, som man bør stræbe efter. Tilbage i antikken vedtog datidens store filosoffer, hvad de anså som kardinaldyder. Platon mente, at alle mennesker skulle stræbe efter at udvise tapperhed, mådehold, klogskab og retfærdighed, og Aristoteles talte om det gode, det sande og det skønne. Også kristendommen har sine kardinaldyder: tro, håb og kærlighed, som vi kender fra Paulus. Især de kristne dyder er en del af vores kultur og forståelse af, hvordan vi skal leve blandt hinanden.

Når vi er en del af et fællesskab, er vi alle forpligtet til at bidrage til det, med de evner vi hver især har. I husker sikket Lars Kolind, som gjorde virksomheden ”Oticon” til en succes. Efter at have omstruktureret Oticons daglige rutiner således, at alle ansatte blev fokuseret på at samarbejde, - hvilket gjorde virksomheden til en kæmpesucces, valgte han, allerede som 50-årig, at lade sig pensionere. I den anledning gav han et stort interview til Jyllands Posten. Her fortalte han at, han ville bruge sin pensionisttilværelse på at opbygge en spejderbevægelse i Rusland. Lars Kolind er nemlig selv opvokset i spejderbevægelsen og optaget af det fællesskab, og den power, man oplever, når man arbejder hen imod et fælles mål. Han mener desuden, at spejdere er de bedste ledere, da de er opdraget til at fokusere på fællesskabet.

Lars Kolind ønsker at, vi forstår, at vi, som mennesker, kan meget hver især, og i en tid hvor langt de fleste har rigeligt, så behøver vi ikke at dyrke konkurrencen imellem os. I stedet synes han at, vi burde fokusere på fællesskabet og dele ud til dem, der ikke har været så heldige som os.

For øvrigt kom Lars Kolind med den opfordring at, det var de kirkelige og diakonale organisationer, der skulle ud at kæmpe for en styrkelse af fællesskabet, da vores samfund som helhed bliver mere og mere optaget af individet.

Vi lever i et land, der er gået fra at være en velfærdsstat til at blive en konkurrencestat. Velfærdsstaten blev introduceret i 1953, tænkt som en kulturinstitution der skulle skabe fremtidens mennesker og samfund. Demokrati og demokratisering stod i centrum, og det samme gjorde forestillingen om, at individet var noget unikt, og dets beskyttelse og værdighed skulle erkendes og anerkendes af alle.

På papiret var det en god plan, men i virkelighedens verden ville alle til fadet. Sociale goder blev en rettighed, og ikke noget der blev tildelt efter behov, hvilket gjorde at staten ikke havde råd til velfærden. Løsningen blev et voksende skattetryk, begge forældre måtte arbejde for at få hverdagsøkonomien til at løbe rundt, og langsomt blev vi fanget i hamsterhjulet. Vores velfærdsstat er afløst af en konkurrencestat, hvor den enkelte skal være ansvarlig for sit eget liv, og hvor fællesskabet i høj grad bliver tilknyttet arbejdslivet som et redskab for at realisere egne behov.

Allerede de tidlige filosoffer som Sokrates og Platon havde en forestilling om, hvordan vi som mennesker skulle kunne danne fællesskaber. Grundtanken bag var, at vi, for at være selvforsynende på alle måder, var nødt til at samarbejde i større enheder end den enkelte familie. Desuden lå de første tanker om demokratiet bag, dog ikke som vi forstår det i dag, men mere tanken om hvordan folket (demos) og styret (krates) skulle fordeles. De gamle filosoffer var af den mening, at de, som de klogeste, skulle have magten mens de jævne folk, som fx håndværkerne, skulle være arbejdere.

Når jeg definerer fællesskabet ud fra et filosofisk tankesæt, tager jeg udgangspunkt i Hannah Arendt. Hannah Arendt var tysk/jødisk filosof og politisk tænker, og levede fra 1906-1975. Hun var elev af Martin Heidegger, men grundet jødeforfølgelserne måtte hun flygte til USA, hvor hun levede frem til sin død. Arendts hovedværk hedder ”The human condition” og udkom i 1958. I 2005 kom den danske oversættelse: ”Menneskets vilkår”.

Hannah Arendt ønsker at beskrive de historiske vilkår fra antikken og frem, som har gjort os til dem, vi er i dag; vilkår i menneskelivet som er fundamentale for den menneskelige eksistens. For Arendt var det vigtigt at gøre opmærksom på, at vi fødes som historiske mennesker, hvor alle kan ytre sig, og hvor man behandler sine medmennesker som ligemænd. Fællesskabet (Polis) er et forum, hvor mennesker mødes og engagerer sig, for at tale om fælles emner, ønsker og længsler efter at gøre noget stort, skønt og meningsfuldt. 

Da bogen udkom i 1958, så Arendt samtidens glemsel af Polis som et sørgeligt træk i den moderne verden. Hun ville gerne opfordre os til at indse Polis, som fundament for menneskets muligheder.

For Arendt gælder tre grundlæggende vilkår som vi, som mennesker, er underlagt: arbejde, fremstilling og handling. For at leve et liv må mennesker aktivt gå i dialog med disse vilkår. Vilkårene er fundamentale - ikke kun for at overleve, men også for at blive et væsen.

Arbejdsbegrebet refererer til menneskets livscyklus på jorden. Ved arbejde skabes der ikke nogen verden, men livet reproduceres. Det gælder fødevareproduktion, madlavning, yngelpleje mm. Vi er i live, men vi har ingen verden.

Arendt beskriver livet som en biologisk proces i form af vækst og forfald, hvor vi bestandigt har brug for livsnødvendige stoffer til at omdanne livets opretholdelse. Arbejde handler om artens videreførelse, og her sammenligner Arendt menneskets mentalitet med et dyr, animal laborans, hvor vi spisende og forbrugende eksisterer nedsunket i basale behov. Animal laborans har intet eksistentielt behov, men er kun underlagt den nødvendige livsproces.

Hvis vi lader arbejdet bestemme hele vores liv, og lader alt andet forholde sig til det, så bliver vores forståelse af, hvad menneskelivet er, snæver. Når det er sagt, er arbejdsbegrebet det som korresponderer med livsbegrebet og skaber mulighed for fremstilling og handling. Derfor mener Arendt også, at vi skal være forsigtige med at udvikle teknologi, der kan frigøre os fra arbejdet, da det vil gøre os til tanketomme væsener.

Hvor arbejdet er livsoprettelsen, har mennesket den unikke evne, at det kan tænke på, hvad der gør livet værd at leve, og hvad der er værd at bruge tid på.

Hvor arbejde er en aktivitet ”uden et blivende produkt”, er fremstilling betegnelsen for den endeløse mangfoldighed af ting, der tilsammen konstituerer den menneskeskabte verden. Arendt sætter fremstilling i sammenhæng med det nyttige og menneskets evne til at beskæftige sig med at producere og opbygge en fysisk, stabil og vedvarende verden gennem kulturskabelse.

Fremstilling har at gøre med vores ønske om, at konstruere, skabe og beherske vores liv. Fremstilling er orienteret mod varige produkter, der rækker ud over vores livscyklus. På den måde er det, på mange måder, en unaturlig aktivitet, da den overskrider fremstillerens udødelighed.

Handlingen er den aktivitet, der er mest interessant for Arendt, og det er det også i vores sammenhæng, når vi taler om fællesskab mellem mennesker. Det er nemlig den eneste aktivitet, der udelukkende eksisterer i det medmenneskelige. Når et menneske handler, er det kendetegnende ved kun at foregå i det offentlige rum, der åbner verden, og hvor mennesket realiserer sig selv i forhold til et fællesskab.

Grundlæggende mener Hannah Arendt, at vi først bliver mennesker, når vi er sammen med andre. Som mennesker er vi lige, men vi er også forskellige grundet vores opvækst og historie. Ligheden gør, at vi kan forstå hinandens handlinger. Forskellen mellem os viser at vi, trods ligheden, er individer, der på forskellige måder kan lære af hinanden. Hvis vi ikke lærer af hinandens forskelligheder, men bliver i vores egen boble, vil Arendt slet ikke mene, at vi lever op til det at være menneske, da vi i handlingen er som dyr.

Arendt insisterer på, at vi er afhængige af vores medmennesker. Eksistentielt er vi aldrig alene. Etiske grundbegreber, som samvittighed og dømmekraft, giver kun mening gennem fællesskabet med andre, fordi vores egne fordomme ofte spærrer og forhindrer os i at få et perspektiveret syn på verden. I det øjeblik vi træder ud af vores private sfære og handler, i ønsket om at yde det bedste for en fælles sag, da bliver man kaldet af noget, der er større end sig selv.

Fællesskabet er med til at skabe vores personlighed, fordi vi gennem handling og tale med vores medmennesker, bliver skarpe på vores egne holdninger og værdier.

Arendt siger, at vi gennem tale og handling indføjer os i den menneskelige verden uden påtvungen nødvendighed, men med en drivkraft der sidestilles med at blive født. Det at, vi viser at, vi er i stand til at handle, gør ethvert menneske unikt og indvarsler en ny form for begyndelse.

Enhver fødsel indikerer at noget unikt er på vej, og begrebet er forbundet med frihed. Herved mener Arendt at vi, som mennesker, er født med muligheden for at begynde noget nyt eller tage initiativ. Vi har mulighed for at komme ud af vaner og fordomme, og samtidig kan vores handlinger føde muligheder i andres liv.

Det er muligt at leve et liv, hvor vi udelukkende arbejder og fremstiller, men Arendt ønsker for os, at vi lever livet på en måde i et forhold til andre mennesker, at det kan digte med en, og give tilværelsen skikkelse, form og skæbne. Samtidigt mener hun at, når vi forlader det private, men også det forudsigelige og sikre liv i arbejdet, så får vores liv næring, og vi vil opleve en form for lykke.

Arendt så allerede i sin levetid at, den moderne verden manglede anerkendelse af fællesskabet. Hvis vi lever sammen, men ikke er i stand til at forbinde os med hinanden, og det vi har til fælles, så ødelægger vi fællesskabet.

 Susanne Tidemann er uddannet fra "Diplom i ledelse og diakoni" på Filadelfia i 2020, og arbejder til dagligt som kirke-kultur-medarbejder i Hjørring kirke.