Æsel. Anker. Pause.

04.12.2022. I torsdags knækkede jeg en tand. Heldigvis lod det sig gøre at få en tandlægetid allerede fredag; klokken 7 om morgenen. Samtidig var min mand kommet småsløj hjem fra arbejde torsdag eftermiddag, så da jeg, ti minutter i syv, var på vej ud ad døren fredag morgen, og alle tre børn var oppe, måtte han, midt i madpakkesmøringen, gå ind og lægge sig!

Brandslukning i højeste gear, cornflakes i skåle, kys på panden - og så susede jeg over til tandlægen. Dér lå jeg i stolen, hvilket jeg faktisk slet ikke havde tid til, og forsøgte at fornemme hvor længe, det ville tage. Skal du bedøves? Nej; det tager da alt for lang tid, tænkte jeg. Summen og snurren, av! Ud igen, betale ved kasse et – og så var klokken 7.19!

Hurtigt hjem igen. Den yngste i tøjet, ønske om fletninger. Den mellemste kunne ikke finde sine biblioteksbøger, afsted nu, ud på cyklen, kammeraten venter. Den ældste skulle have en hvid bluse, og gik helt i dørken over at, den ikke var ren, trampede hårdt op og ned ad trappen et par gange for at demonstrere hvor træls, det var for ham. Den yngste skulle have en pakke med i børnehave til den fælles julekalender, og den måtte absolut ikke være i tasken. Og, nå ja, så var det i øvrigt også regnvejr.

Da jeg endelig nåede tilbage på min cykel igen, efter at have afleveret i børnehaven, tænkte jeg på hvordan, jeg egentlig kom igennem den morgen?

Svaret lå lige for: Figuren på æslet. Jesus på æslet, som gennem det hele havde været for mit indre blik. Fuld af ro, sagtmodighed og eftertænksomhed. Som en skrap kontrast til al den susen rundt, min morgen ellers havde bestået af. Dér havde han været mit anker i en glæde over at, fredagen, trods al balladen, bar løftet om indledningen til den første advents søndag. Håbet om en helt anden slags morgen, hvor det første lys tændes i mørket, på kransen, der hænger i sine lilla bånd.

Fortællingen til 1. søndag i advent om Jesus, der rider ind i Jerusalem på et æsel, rammer egentlig slet ikke ind i det flow, der ellers er her på kanten til december. For selvom vi godt ved, teksten kommer, så er det alligevel gang på gang en overraskelse. Den bryder på en eller anden måde med det, vi ellers ville forbinde med denne årstid, for det er da svært ikke at forbinde fortællingen med den søndag, vi ellers hører den, Palmesøndag, som indledning til påsken.

Alligevel står den, også denne søndag, så klart i sin egen ret, for den udtrykker en klar begyndelse, en optakt - men også et brud. Som når en dirigent står med løftede hænder, søger alle musikernes opmærksomhed, lige inden musikken skal gå i gang. Eller som en digter der sidder med pennen, lige inden han skriver det første ord; et tilbageholdt åndedrag inden alt begynder.

Første søndag i advent er begyndelsen. Nu venter vi på fødslen af Jesus. Men når vi hører fortællingen til Palmesøndag, ligger fortællingens slutning dog også så nær; med kors, død og opstandelse.

Lige nu i fortællingen sker der ikke noget, men vi fornemmer alligevel at dette ”ingenting” er begyndelsen til noget stort. Og lige præcis dér, i opholdet, i pausen, i tilbageholdelsen af åndedrættet, bliver der plads til noget andet: Eftertænksomheden.

Så midt i al min susen omkring fredag morgen, havde jeg adgang til en indre pause, og det havde jeg bare fordi, jeg heldigvis havde læst søndagens tekster torsdag formiddag. For Jesus på æslet er en pause. Tiden står stille lige dér. Det er som om, det hele skal til at begynde, samtidig med at det også er begyndelsen på en slutning. Alt står stille. Sitrer. Lige dér i menneskemylderet, i larmen, i palmegrenene der suser.

Når filmskabere skildrer scener, der skal stå særlig stærkt; som når bomberegnen falder, når kvinder føder børn, når det endelig lykkes at redde hovedpersonen, så tager de lyden fra i stedet for at forstærke den - og netop dét, får os til at fokusere endnu mere på den lidelse, eller den lettelse, der er på skærmen foran os. Fordi der opstår en pause for én af vores sanser, samtidig med at en anden skærpes. Stilheden bliver langt mere larmende end selv det værste skrig.

Prøv at se scenen fra Palmesøndag for jer. Menneskene langs vejen, der vifter med palmegrene, håber Hosianna, hylder, larmer, kapperne på vejen, varmen, støvet, stenene, den snoede vej op mod byporten - og så Jesus midt i det hele, på æslet, siddende på disciplenes kapper som dækken. Sikken en ballade! Sikken en larm!

Prøv så at tage lyden fra! Hvad sker der nu? Den indre film bliver til noget ganske andet. Måske får man i højere grad øje på Jesus, fordi han er den eneste i al balladen, der blot sidder stille og ikke hverken siger eller gør noget, andet end at lade sig transportere og hylde. Sagtmodig, ridende på et æsel – og samtidig bærer han på selve meningen med det hele.

Da dronning Ingrid døde for 22 år siden, og kisten skulle transporteres fra banegården i Roskilde til domkirken på hestevogn, lagde man gran i tykke lag ud på vejen netop for at dæmpe lyden. Fordi det var denne stilhed, denne pause, der skulle få os til at standse op og opdage at, her skete der noget særligt. Stilheden gav større mening end al larmen.

Det er også det, der sker, når vi taler sammen. Pauserne mellem sætningerne, opbrud i talestrømmen, siger ofte langt mere end alle ordene. Der er vi tilstede, måske endda i endnu højere grad, end under alle ordene, fordi pauserne med deres ”ingenting”, skærper vores opmærksomhed; måske fordi vi i bund og grund synes, stilhed kan være ubehagelig – men netop derfor så vigtig. Eller, som vores dronning sagde det en gang, som replik til al den moderne form for kommunikation: ”Man kan ikke være stille sammen over en telefon”.

Det er det advent er. Det er forberedelse, men også pause, stilhed, en kontrast til al den juletravlhed der fylder december. Der står Jesus i midten af det hele. Tavs, rolig, eftertænksom. Og indgyder også det i os. Se ham for dit indre blik, der på æslet, når det hele suser rundt og støjer. Slå lyden fra, og lad din opmærksomhed finde ro, ved ham der står i midten af det hele, som er centrum for det hele, men som alligevel stædigt og insisterende forholder sig i ro. Jesus rider langsomt; han galoperer ikke afsted.

Amen

Adventsprædiken af sognepræst Maren Pitter Poulsen, Filadelfia kirke.

Prædiketeksten til 1. søndag i advent 2022 kommer fra  Matthæusevangeliet kap. 21, vers 1-9:

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

Fra ordbogen:

Sagtmodig, adjektiv.
Betydning: som ikke protesterer eller beklager sig; stilfærdig på en resigneret eller lidt sørgmodig måde.