DIAKONFORBUNDET Filadelfia
DF-logo
Aktuelt

Værdien af samtale fylder i debutroman

Merete Nørgaard kalder selv sin debutroman en menneskelig roman. Hendes bog, ”Så længe du lever”, er fuld af store følelser og stærke samtaler menneske til menneske. Diakonbladet har taget en snak med forfatteren.


Interview v. Rita Lund Mathiasen

Har du altid skrevet til skrivebordsskuffen, eller er det en lyst, eller et behov, som er vokset frem med tiden?

Jeg har skrevet, lige så længe jeg kan huske, men jeg har kun sjældent haft et bevidst formål med at gøre det, så det er nok drevet af både lyst og behov i mig. Når jeg nu har udgivet en roman, har skriveprocessen selvfølgelig været anderledes, end når jeg ”bare” skriver derudaf. Jeg sagde mit arbejde som ortopædist op i foråret, fordi jeg havde besluttet, at jeg ville prøve at skrive en bog, så allerede da jeg tændte computeren første dag, var der et klart mål. At det så også lykkedes, kunne ingen vide på forhånd, men jeg er glad for, at jeg tog chancen – og dybt taknemlig.

Hvor har du fået ideen fra til romanen?

Jeg havde tænkt over historien en tid, men kan ikke sige præcist, hvor idéen kom fra. Jeg er fascineret af mennesker, mekanismerne der rører sig i os, både det, man nemt kan styre og nok endnu mere alt det i os, der bare somme¬tider sker og slet ikke kan kontrolleres – på godt og ondt. Er det for letkøbt at sige, inspirationen kommer fra et levet liv, mødet med utallige mennesker – og en god portion nysgerrighed?

Hvad med diakonien? Spiller det en rolle, at du er diakon i din vinkling i romanen?

Det tror jeg faktisk, det gør, jo mere jo tænker over det – måske endda mere, end jeg har været klar over. Min roman handler om kærlighed og sorg og relationer. Selvom jeg ikke specifikt har stået i samme situation som Martin i bogen, så trækker jeg stadig på mine egne erfaringer og oplevelser med mennesker, jeg har mødt gennem ti¬den, og det skinner det nok klart igennem, hvilket menneskesyn jeg har, når jeg fortæller historien. Og så lander fortællingen på en måde pludselig pladask ned i diakoniens DNA – for havde jeg ikke fået min diakoni-træning på Filadelfia på netop den måde, det nu engang foregik, og med netop de lærere, der var der dengang – ja, så tror jeg ikke, mit menneskesyn havde været, som det er i dag. De tre år på skolen var på alle måder skelsættende for mig og har uden tvivl præget mig lige siden, så naturligvis smitter det også af langt ind i fortællingen om Martin og Caroline. Jeg har ikke valgt en decideret diakonal vinkling, men jeg er diakon – og det er jeg også, når jeg skriver; det kan jeg ikke bare skille ad. Kan man egentlig overhovedet det?

Læs mere om romanen og Merete Nørgaard på hjemmesiden www.villakom.dk

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *