DIAKONFORBUNDET Filadelfia
DF-logo
Aktuelt

Læs et uddrag af formandens beretning

 

Uddrag af formandens beretning 2019

Den 31. oktober i år bliver Diakonforbundet Filadelfia 95 år!

Det kunne have været spændende at vide hvilke drøftelser, der gik forud, hvilke ønsker der blev opfyldt ved at oprette Diakonforbundet, og hvilke visioner der nu fik ben at gå på. Man kan jo kun gisne om, hvordan den stiftende generalforsamling foregik, men mon ikke det både har været en højtidelig og munter stund.

Muntre og arbejdsomme bestyrelsesmøder

Her 95 år senere har vi stadig bevaret munterheden. Bestyrelsen har været samlet 5 gange i årets løb, og det er hver gang en dejlig oplevelse. Der er et fantastisk sammenhold i vores bestyrelse, hvor vi kan dele sorger og glæder, stort og småt med hinanden. Her er et rigtig godt arbejdsmiljø! Vi er i bestyrelsen meget forskellige, men sammen kan vi løfte og bære.

Ud over bestyrelsesmøderne har formanden også været til møde i Dansk Diakoniråd, Fonden til støtte for den kirkelig-diakonale undervisning på Filadelfia og i forberedelsesgruppen for Himmelske Dage.

Tre vigtige emner

Vi har det sidste år især været optaget af tre emner, som er blevet drøftet på hvert eneste bestyrelsesmøde.

Persondata

For det første, så har vi stønnet og svedt over den nye persondataforordning – og vi har alle lært remsen GDPR (General Data Protection Regulation). Vi er nu i mål og har beskrevet, hvordan vi håndterer persondata.

Umiddelbart vil der ikke forekommer mange ændringer – dog, på ét punkt er denne nye lov afgørende, da vi ikke længere kan bringe navnestof i Diakonbladet. Så derfor har vi på fællesbestyrelsesmøde med Diakonhøjskolens Diakonforbund i januar 2019 måttet beslutte ikke længere at give denne service til vore medlemmer.

Himmelske dage

For det andet har et udvalg arbejdet med vores deltagelse i Himmelske Dage i Herning 30. maj-2. juni 2019. Og her er blevet arbejdet hårdt, og nu ved vi, at det lykkes at få Diakonikirken fra Himmelske Dage i København til Herning! Diakoner, diakonisser og folk fra diakonifællesskaber i Danmark står sammen om at bemande de forskellige stationer i kirken. Så meld dig gerne til et par timer i løbet af dagene, der er flere muligheder. Man kan servere kaffe/the, man kan sidde i skriftestolen, man kan tilbyde fodvask – eller man kan bare gå rundt og snakke med mennesker. Læs mere her! Vi glæder os til gode dage sammen.

Diakonforbundet for nyuddannede diakoner

Som det tredje er vi optaget af, hvordan vi fortsat kan udvikle, tilpasse, forny og gøre Diakonforbundet attraktivt for nyuddannede diakoner. Vi har nok ikke helt knækket koden, men vil meget gerne i dialog med jer nyeste diakoner, både fordi I ikke skal stå alene, og fordi vi er stærkere sammen – og så er det altid godt at udfordre hinanden og tænke ud over rampen.

Fortælling om en succes – Interessegruppen Advocacy

Interessegruppen om Advocacy – fortalervirksomhed – er en succes. Den startede op med et tilbud på vores hjemmeside, hvor folk kunne melde sig til at deltage, og den startede op med 6 deltagere. Det gode rygte har bredt sig, og der kommer fortsat nye deltagere til gruppen. Man kan spørge sig selv, hvad hemmeligheden er? Opskriften er ganske enkel. Her mødes vi og snakker sammen om et emne, der er spændende, der er komplekst og udfordrende – og som alle gruppens medlemmer brænder for. Vi sidder rundt om spisebordet og lytter, taler, udfordrer og opdager i 3 timer, og så går man hvert til sit igen. Der er kun ét mål, at på et tidspunkt skal der komme noget konkret ud af det, men ikke før gruppen er klar – eller har talt sig færdig. Flere har sagt, at det ikke er ofte, man har denne mulighed for at tale om et diakoni-emne med andre, der også brænder for diakoni på en så fri og samtidig struktureret måde.

I bestyrelsen vil vi bare opfordrer alle medlemmer til at oprette andre Interessegrupper med emner, som er vigtige! Dette er også en måde at ”skabe og bevare fællesskab med de enkelte medlemmer imellem, herunder yde åndelig og faglig støtte”, som var ét af formålene for 95 år siden. Og stadig er!

Kirsten Nørremark Jensen, formand

1 Kommentar

  1. Jens Jørgen Laursen

    Tak for et vellykket årsmøde 2019 med
    inspirerende oplæg og godt fællesskab.
    Jeg anbefaler, at vi til næste årsmøde søger at fastholde “Vores egen aften”
    (Selvom ingen havde svaret ja til at deltage i år).
    Mvh Jens J Laursen

    Svar

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *